Illustration: Anders Anton Hornstrup
Ville du et øjeblik kunne overveje dette scenarie: I et samfund, ganske som vores eget, har der indenfor de sidste 20 år spredt sig en urovækkende religion. Mennesker i alle klasser har taget højst besynderlige ritualer til sig, og bærer rundt på genstande der angiveligt forbinder dem til en anden kollektiv bevidsthed.
I lommerne bærer de sorte spejle, som de sætter op foran deres ansigter, og mens fingrene danser besværgelser hen over den glatte overflade, er deres ansigter fastfrosset og opslugte af denne mørke genstand foran deres øjne.
En psykoanalytiker, lad os kalde ham Carl Jung, beskriver tilstanden hos nogle af sine patienter, som afdækker han mumificerede væsner fra en sarkofag: “Jeg er overrasket over at finde mange intelligente og lysvågne mennesker, der lever (så vidt man kan se), som om de aldrig har lært at bruge deres sanseorganer: De ser ikke tingene for deres øjne, hører ikke ordene i deres ører, eller lægger mærke til de ting, de rører ved eller smager. Nogle lever uden at være klar over deres egen krops tilstand”.
Menneskene synes, når de er allermest opslugte at være nærmest katatonisk-fixeret af dette sorte spejl, hvis dimensioner gentager sig i bybilledet: Hvor der før var tomrum, er her nu disse matte spejle hvis lys dirrer, flimrer og skifter i uendelige sløjfer.
Menneskene accepterer disse spejles indtog i deres rum og hverdag, de synes nærmest knapt at bemærke opførelsen af flere og flere af dem, udenfor kulturinstitutioner, i supermarkeder og kommunale institutioner. Allervigtigst for dem, og tættest på deres hjerter, er netop deres egne spejle, som de altid holder sig i nærheden af.
Udbredelsen af spejlene har skabt nye markeder, hvor man kan gøre sit spejl særlig personligt eller få repareret sit spejl, når man har tabt det på gaden.
Et voksent menneske har i mange tilfælde både et spejl til sit arbejde og mindst ét til sit privatliv. I særlige tilfælde kan et menneske have et særligt “hemmeligt spejl”, som kun bruges med en særlig udvalgt. Der er et mere kriminelt marked for brug-og-smid væk spejle.
De fleste børn får tidligt i deres udvikling et spejl, enten når de begynder i skole, eller når de skal køre med offentlig transport. Der har været enkelte tilfælde, hvor det har været umuligt at gennemføre undervisning pga. juridiske udfordringer med brugen af spejle og privatlivets fred.
I nogle kredse er man bekymret for, at man som samfund er blevet så afhængig af spejlene. Flere statistikker viser, at børn får dårligere selvværd af enten at se sig selv spejlet - eller ikke spejlet - i de mørke flader.
Man kan være i tvivl om, hvad der kom først, det sorte spejl eller dem der har profit at deres brug.
Det står hen i det uvisse, hvem der sætter retningen for, hvordan vi skal forholde os til udbredelsen af dette fænomen i vores hverdag. Nogle mener, at det blot er en overgangsfase til, vi internaliserer de sorte spejle i vores sind, mens andre er bekymrede for, at de sorte spejle til sidst vil være det eneste sted, vi kan være.
Analytikeren Jung, om nogle af sine allermest krævende patienter: “Der er andre, der ser ud til at leve i en yderst mærkelig bevidsthedstilstand, som om den tilstand, de er nået til i dag, er endelig, uden mulighed for forandring, eller som om verden og psyken er statisk og vil forblive sådan for evigt. De syntes blottet for enhver fantasi, og de er helt og udelukkende afhængige af deres sanseopfattelse. Chancer og muligheder eksisterer ikke i deres verden, og i ‘i dag’ er der ingen rigtig ‘i morgen’. Fremtiden er blot en gentagelse af fortiden”.
Mens verden dog fortsætter omkring os, vil vi, hver især, se fremtiden i hvert vores lommespejl, og ikke ane hvilken verden de andre ser ind i. Det eneste vi kan være sikre på er, at vores besværgelser og gestikulationer vil være nogenlunde de samme; når vi åbner en dør, og når en anden skal lukkes.
Første gang bragt i Helsingør Dagblag d. 19. November 2022
https://helsingordagblad.dk/debat/i-et-spejl-saa-sort-som-kul-har-vi-stadig-brug-for-hinanden