Symptom-dialog: - Man skal lære at læse de andres kroppe igen, som ordet

image alt text

Det var her, foran Rådhuset, at Anders så ordet stå skrevet i en drøm. Foto: Andrius K. Hofmann-Lagunavicius

ANDERS:

Jeg vil gerne dele en drøm med dig, eller det vil sige, i den sidste uge har jeg to gange drømt om zombier uden at have set en zombie-film i flere år.

Måske er det fordi vi har snakket en del om spøgelser på det seneste, fortiden som et spøgelse der går igen i alt der er omkring os.

Jeg drømmer… at jeg vasker hænder ved en håndvask, på siden af vasken opdager jeg, at der ligger en afskåret hånd. I drømmen er det helt almindeligt, at den ligger der, og jeg tager tilbage til mine venner, der har barrikaderet sig bag væltede sofaer og er i gang med at udkæmpe en ildkamp mod en hær af zombier. Før sad vi bare og snakkede. Det var lige så hyggeligt. Jeg kaster den afskårede hånd ind i lokalet… og vågner.

I samme uge havde jeg en anden drøm, om et ord der var skrevet på forsiden af Rådhuset i Helsingør. Et ord… eller et billede af et ord.

Ordet, skrevet over den buede indgang, var smeltet og bogstaverne gled langsomt ned på fortovet.

Folk der arbejdede på rådhuset, gik ind og ud igennem ordet, uvidende om ordets tilstedeværelse.

Jeg fortalte om drømmen til Andrius, og vi så, hver især, et forskelligt ord i drømmen, på facaden.

ANDRIUS:

Det brændende ord, som den afskårede hånd, fremtrådte for Anders, borgeren, som et bevis på, hvad den slovenske filosof og psykoanalytiker Slavoj Zizek kalder for ’the incompletenes of reality’. Det betyder at der, ifølge borgeren, er en mangel i virkeligheden, der får den til at fremstå paradoksal. Drømme og brændende ord optræder i et sammenfald gennem bevidsthedens materielle eksistens i den konkrete verden. Drømmen er, så at sige, i avisen og den afskårede hånd fremstår nu i dit sind. Når ordet brænder, forsøger det at beskrive verden, det er så at sige et prædikat på rådhuset.

Hånden er ordet.

Vores virkelighed post-corona er håndtrykket blevet døren mellem de to verdener. Den verden hvor vi vendte os indad, og den nye verden hvor vi igen er udadvendte. Vores hånd er udstrakt — den usynlige sygdom er væk, eller også er den i hvert fald “ude af øje, ude af sind”. Vores kroppe vil de andre kroppe, men mærker samtidigt den mærkelige tilstand af at befinde os i en krop, der har været afkoblet så unaturligt længe fra omgangen med et naturligt fysisk samvær med fremmede mennesker.

Man skal lære at læse de andres kroppe igen, som ordet. Ordets tilsynekomst er, som i drømmen, fremmed for den der vil læse det. Ikke desto mindre var ordet skrevet af nogen. Hvad er ordet? Måske er problemet allerede en del af spørgsmålet om det; ordet beskriver ikke kun, det kan også befale. Hele vores grammatiske system bygger på ordets rod, vores sprog begynder med en befaling. Gå! Stå! Giv hånd!

Vores sprog begynder i imperativ (bydeform), derefter bøjer vi virkeligheden til at kunne passe vores sprog. Derved er drømmen mere virkelig end virkeligheden selv. Virkeligheden afbryder drømmen, da den ikke vil have, at drømmen skal være mere komplet end virkeligheden. Derfor rækker virkeligheden ind i drømmen, for paranoidt at holde sin status som den primære virkelighed og ikke lade drømme gå i opfyldelse.

Ifølge psykoanalysen er den paranoide karakteriseret ved, at personen hellere vil påtage sig tanken om, at nogen er efter dem, end at de er ligegyldige for samfundet. Sådanne udtryk kan i ekstrem grad være, når eksempelvis en borger angriber rådhuset med ild. På denne måde smelter ordenes betydning sammen med borgerens tvang til at markere sig, til at tage del i det æstetiske rum, dvs. gøre sig synlig for offentligheden.

Det er borgerens “afskårne” hånd, der er afkoblet fra borgerens krop. Det er ordet, der ikke længere er læseligt, og ikke desto mindre bliver den paranoides ønsker opfyldt, men kun indtil virkeligheden igen griber ind i drømmen, og medierer glemslen således at vi ikke længere, i offentligheden, skænker ilden en tanke.


Første gang bragt i Helsingør Dagblag d. 25. Juni 2022
https://helsingordagblad.dk/artikel/symptom-dialog