Fællesskab til kostpriser

I denne klumme ville jeg have kigget nærmere på Helsingørs byplan sammen med en Feng Shui ekspert (Feng shui er en filosofisk tankegang inden for indretning og arkitektur, som har til formål at skabe harmoni mellem mennesker og omgivelser). Jeg havde spørgsmål. Ligger de vigtige steder i byen fordelagtigt i forhold til det, byen ønsker at være for sig selv og andre?

Det kunne have været et underholdende forsøg på at tale om, hvorvidt rådhuset ligger strategisk placeret, hvor det skal, eller om der er noget, der står i vejen for selvindsigt og fordybelse. Eksperten svarede aldrig tilbage, hun var ellers anbefalet af Ib Michael, så nu må jeg altså klare den selv.

Jeg har tidligere stillet spørgsmål, nuvel, kritiseret, at kommunen betaler en høj pris for at kunne være med i et forretnings-netværk, uden at andre har umiddelbart nem adgang til samme. Det mente netværket ikke var et problem, og kommunen har heller ikke haft lyst til at handle anderledes. Så nu må det være os andre, der samler de dele af Helsingør, som kommunen og netværket ikke gider samle… eller udrede. Lad sovende hunde ligge, for at blive indenfor klicheerne og klumme-formatet.

Lad os i stedet se på et andet eksempel: Kommunens fællesspisning i Toldkammeret udkonkurrerer byens andre spisesteder. Ankestyrelsen har på opfordring fra en lokal advokat set på kommunens drift af spisesteder. Afgørelsen var at “restauranten” skal bortforpagtes.

Er det en advokat, der bare går og keder sig - eller er advokaten udsendt af byens spisesteder?

I en artikel i Helsingør Dagblad udtaler et medlem på vegne af Værftets Madmarked at, “det ville være helt i orden, hvis der var en ugentlig fællesspisning med mad til måske 65 kroner i Spisekammeret, Men det har været hver dag og til 50 kroner”. På Toldkammerets hjemmeside står der derimod, at måltidet koster 75 kroner per person.

Det ville altså være helt fint med medlemmerne af Værftets Madmarked, at Toldkammeret serverer måltider til 75 kroner, hvis de altså vidste, at det er den faktuelle pris. De lokale konservative politikere er derimod ikke glade for Toldkammerets kostpris. “En kommune er ikke sat i verden for at have et spisested med mad til kostpris”, siger de.

Man kunne tale en hel del om, at Toldkammerets fællesspisning rent faktisk har et vigtigt sideprodukt; at det samler en del af byens borgere, der nok ellers ikke ville have mødt hinanden, at de måske endda får lyst til at spise mere ude, eller mødes oftere, eller deltager i en af de aktiviteter der ofte finder sted i Toldkammeret efter spisningen. Altså kultur. Men det kommer til at handle om penge… Måske handler det om mad… Nej, det handler afgjort om penge.

På det overfladiske plan handler kulturen om penge, men dybereliggende handler kulturen vel om, hvordan den opstår, og hvorfor den opstår.

Har man deltaget i nogen form for kulturel produktion, opdager man hurtigt, at alle instanser er opdraget til, at der nærmest ikke kan produceres noget, før man har søgt pengene til det. Vores kultur mangfoldiggør sig i massevis af Excel ark. Det er som om, at vi er blevet vant til, at kultur skal koste penge, der skal budgetteres, og det er først, når der er penge i det, at kulturen har sin vægt.

Man overser alle de steder, hvor kulturen finder udtryk helt af sig selv og uden nødvendigvis at koste noget eller kræve noget af sig. Hvis man gør fællesspisning op i kroner, eller evaluerer den på, om det er en god forretning, har man misforstået, hvad kulturen helt overfladisk handler om.

Det kunne være sjovt, hvis spisestederne, eller advokaten, i stedet havde gået ud og kritiseret Toldkammeret for at have for meget kultur. Og hvad ville de konservative politikere sige til dét?

Næste klumme kommer til at handle om, hvordan jeg slår bylivet og kulturen ihjel ved at tage en madpakke med hjemmefra. På gensyn!


Første gang bragt i Helsingør Dagblag d. 11. Feb 2021 https://helsingordagblad.dk/artikel/klumme-netvaerkets-diskrete-charme-er-politikerne-blevet-doeve-for-borgerne-eller-raaber-borgerne-ikke-laengere-saa-hoejt