Vi står på en lille platform, 20-25 meter over jorden. Fra det ene til det andet træ bevæger vi os frem, uden at ænse hvor langt der er ned. Nogle gange er der kø længere fremme. Så sætter vi os ned og dingler med benene udover. Spytter ned - og tæller. Det er først dér man bliver bevidst, om hvor højt oppe vi er.
Vi bevæger os i grupper. Nu er der igen gang i køen, så skilles man kortvarigt fra hinanden, den anden tager afsted og forsvinder af syne. Så vender man sig og snakker med personen bagved. Vi er fremmede for hinanden, men alle virker til at være glade for at sludre, som man gjorde i tiden inden pandemien, børn som voksne. Folk smiler, solen skinner. Det virker som om alle tager sig godt af hinanden og det er nærmest rørende at mærke den slags efter så megen hold-afstand.
Vi er i en klatrepark, hvor vi suser fra trætop til trætop, i svævebaner udspændt mellem træerne. Man er spændt sikkert fast i en sele til et wire-system, hvor alle gennemfører på en række, fra banen starter til den slutter. På den måde er hver bane en rejse man foretager sammen, man kan ske at være foran eller bagved et menneske som har corona, er nazist eller kommer fra Fyn. Vi kan ikke vide det. Man er ikke tvunget til at interagere med hinanden, men det er heller ikke muligt at snyde foran eller gå tilbage — eller hoppe fra.
Det er ikke noget man sætter sig for at gøre, men når det sker er altid inspirerende at møde mennesker man ellers ikke ville snakke med. En venneflok der prøver at klemme det sidste ud af deres sommerferie, et barn der bliver bange for at falde ned, et ægtepar der er glade for at lave noget med børnebørnene igen, et par unge drenge der er i glæde konstaterer at “Danmark har jo en flot natur” og “det gør jo ikke noget at vente lidt… man kan bare komme igen en anden dag”.
Brikker i et puslespil På de sociale medier glædte Helsingørs borgmester sig også over igen at være fysisk tilbage i netværket “Vi samler Helsingør”.
Om netværket kan man læse at “Netværkets medlemmer mødes på tværs af brancher og sektorer, med det overordnede fælles formål at samle hele Helsingør. Vi tror på, at der for en by som Helsingør og dens opland er opgaver og udfordringer, som vi bedst løser i samarbejde. Og hvad der tjener hele Helsingørs interesser, tjener også medlemmernes.”
Netværket består af ca. 90 medlemmer, hvoraf Helsingør Byråd har en del pladser. Herudover er der nogle få pladser til kultur-institutioner og ellers er det private virksomheder der har adgang til politikerne.
Der er ikke umiddelbart nogen kunstnere, arkitekter, studerende, musikere eller “almindelige borgere” i netværket. Ønsker du at begive dit besyv med koster en gæstetilmelding 995 kr.
Helsingør har en historie for esoteriske netværk, dvs. Dansk Broder Orden, Logen Kosmos, Odd Fellow og lign. Små grupper der har deres egne ritualer og specifikke interesser. Odd Fellow’s motto er eks. “Den tjener sig selv bedst, som tjener andre!”
Man må tro at alle netværk i udgangspunktet ønsker det bedste for alle, og i vidt muligt omfang forsøger at repræsentere det brede, men vi har ingen ide om hvordan de gør det, ligesom de heller ikke publicerer noget om deres nuværende, konkrete projekter.
Måske er det som i træerne, når vi suser henover jorden, at vi helt glemmer de mennesker dernede på jorden, dem der går på stierne. De er ikke er tæt på os, men meget langt fra os — eller også er det sådan at vi er langt fra dem. Det er trods alt dem der går på jorden. Også selvom de kigger op på os som betagede af sjældne fugle.
Når vi har tiden til at sidde stille, kan vi mærke at kroppen har en naturlig bevidsthed, en indbygget højdeskræk, et system der findes for at passe på os. Så kigger vi ned og ser hvor utroligt højt oppe vi er. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7…
Når nogen sætter sig for at samle Helsingør, hvilket billede har de så i hovedet? Hvad ser de når de kigger ned?
Første gang bragt i Helsingør Dagblag d. 15. Aug 2021
https://helsingordagblad.dk/artikel/klumme-rrrtttssjjj-ppthuuuiijj-2021-8-13