Enjoy! - Og i øvrigt hvad er kritik?

Kritik, det at kritisere har i dagligdagen opnået en utrolig negativ status, ja nærmest en status af en Killjoy (en person der bogstavelig talt, og måske paradoksalt ligefrem tager nydelse i at dræbe andres nydelse). Og som et komisk sidekick, har nydelsesparadigmet ala ”Enjoy Coca Cola” nærmest gjort kritisk tænkning uncool, og på mange måder obsolet. Begreber som konstruktiv eller positiv kritik afslører nemlig denne mekanisme. Eller nærmere de afslører sig selv som utilstrækkelige begreber.

For hvad er kritik egentlig? I følge den franske filosof Michel Foucault består kritik ikke i det at sige, at tingene ikke er som de bør være. Kritik består i det at påpege, hvilke forud indtagelser, hvilke genkendelige, ubestridte, uovervejede tanke måder, som vores handlinger ligger til grund for. Det handler nemlig om at undersøge dogmer, traditioner; forudindtagede sandheder.

Lige straks bliver stemningen nu en anelse alvorligere. Der danner sig sorte skyer over bevidstheden, og den tyer til sit stærkeste våben, ifølge den selv, nemlig selvkritikken. Nu kan bevidstheden nemlig se sig selv gennem sit eget forvrænget stereoskop. Jeg afvæbner den reelle kritik ved at kritisere mig selv. Dette kaldes for abstraktion, da bevidstheden abstraherer fra de store samfundsmæssige spørgsmål ved at internalisere kritikken og kigge indad. Det er i øvrigt det, som jeg og Anders Anton Hornstrup forsøger at gøre opmærksomme på i dette klummeunivers. Som to idioter der står på hver deres ølkasse og råber!

Lad os nu opstille et tankeeksperiment: Lad os antage at Helsingør by er et udtryk for, hvordan menneskets bevidsthed indretter sig selv, da det jo netop er bevidstheden selv, der har indrettet byen. Lad os se denne dobbelte fremstilling igennem psykens stereoskop: På den ene side opfatter den sig selv som et kulturelt mekka, da det er den by der bruger flest penge på kultur per sjæl. Betyder det at helsingoraneren er den mest kultiverede og åndelig bevidsthed i hele kongeriget? På den anden side barbariserer og udstiller den dele af sit selv, sit sydlige jeg, Helsingør syd, udtrykt som et negativ af sig selv et politisk spin i ideen om ghettolisten. Betyder det at helsingoraneren er den mest kultiverede og åndelig bevidsthed der nyder igennem sit selvhad?

For på den ene side bliver bevidstheden mere ”woke” og på den anden side, i sit andet ekstrem, bliver den mere fremmedhadsk og isoleret. Den er nu spaltet i sine ekstremer og indretter således geografien (byen) i overensstemmelse med denne spaltning. Og oven i hatten begynder den at kritisere sig selv, nemlig selvkritikken, for derigennem at kunne retfærdiggøre en kamp rettet mod den anden.

For på den ene side bliver bevidstheden mere ”woke” og på den anden side, i sit andet ekstrem, bliver den mere fremmedhadsk og isoleret. Den er nu spaltet i sine ekstremer og indretter således geografien (byen) i overensstemmelse med denne spaltning. Og oven i hatten begynder den at kritisere sig selv, nemlig selvkritikken, for derigennem at kunne retfærdiggøre en kamp rettet mod den anden.

For på den ene side bliver bevidstheden mere ”woke” og på den anden side, i sit andet ekstrem, bliver den mere fremmedhadsk og isoleret. Den er nu spaltet i sine ekstremer og indretter således geografien (byen) i overensstemmelse med denne spaltning. Og oven i hatten begynder den at kritisere sig selv, nemlig selvkritikken, for derigennem at kunne retfærdiggøre en kamp rettet mod den anden.

Hvad kan så være midterpositionen, balancen i bevidstheden? Hvad nu vis midterpositionen ikke er en balance, men snare de forud indtagelser, genkendelige ubestridte uovervejede tanke måder der ligger til grund for vore handlinger? Måske er det, det der holder sammen på byen og dermed bevidstheden, det som den amerikanske religionssociolog Robert Bellah kalder for civilreligion.

Civilreligionens funktion er at knytte befolkningen sammen i følelsen og dermed en forestilling om en nation, en by. Det er de forestillinger, ritualer og symboler der forholder sig til fortiden, nutiden og fremtiden. Det er det, der knytter folk sammen i et forestillet fællesskab, en fælles identitet, og disse forestillinger overskrider de kulturelle, religiøse, politiske og etniske grænser mellem forskellige grupper i samfundet. Eksempler på de civilreligiøse begivenheder og symboler, der knytter danskerne sammen i følelsen af at være en nation kan være dannebrog, EM, Dronningens nytårstale, juleaften, etc.

Og byen ønsker selvfølgelig at Kronborg og Kulturværftet; Hamlets fælles identitet, bliver knyttepunkterne for den kulturelle bevidsthed. Men hvad er de reelle, materielle, knyttepunkter og ritualer som bevidstheden, på trods af dens spaltninger, fortager sig? Hvad er det, vi alle har til fælles? Og er det gode ting?

Det kan vi jo tænke lidt over, mens vi knapper en cola op. ”Enjoy!”