“It’s easier to imagine the end of the world than the end of capitalism.”
Det er lettere at forstille sig jordens undergang end kapitalismens. Dette prangende, provokerende men også for sig trættende citat er tilskrevet flere forskere – og dermed indeholder det flere betydninger – men en af de mere interessante perspektiver kommer fra Mark Fisher. Kapitalisme-kritikken er efterhånden blevet en parodi på sig selv, den er udvandet, paranoid, idealistisk – ja den er sågar uproduktiv, og det er nemlig pointen!
Fisher lægger vægt på ordet ”imagine” i citatet. Det er forestillingsevnen der er interessant. Er vi virkelig nået til historiens ende? Er kapitalismen det definitive, bedst tænkelige, system for vores civilisation? Fisher retter blikket mod kulturen og ser på, hvordan film, tv, musik, kunst, etc., afslører vores forestilling om verden, fremtiden, fortiden og nutiden.
Postapokalyptiske film- og tv-serier, (fortællinger om og efter jordens undergang) har oversvømmet markedet i det sidste årti. Vi ser billeder af forladte byer rulle over tv-skærmene, vi ser dystopiske fremtidsscenarier, hvor stater er reduceret til deres totalitære institutioner; militær og politi, samt et frit marked der er endt ud i monopolistiske megavirksomheder, alt sammen rammesat i en verden på randen af en klimakatastrofe, hvor befolkningen er undertrykt, ramt af vira og sygdom, dog med den nyeste teknologi ved hånden som det eneste håb – og teknologien? Ja den er selvfølgelig produceret af megavirksomhederne.
Virker alt dette bekendt? Fishers pointe (og bekymring) er at det kulturelle moment vi lever i nu, ikke har nogen fremtidshorisont. Det vi kalder for kapitalisme, præsenterer sig som det eneste mulige og realistiske politisk-økonomiske system. Der er ingen andre – sagde du kommunisme? Det er statskapitalisme! Personer der er født efter 1989, har ikke oplevet nogle alternativer og dermed er kapitalismen naturaliseret (det er gjort til det naturlige system). Og dette gør, ifølge Fisher, noget ved vores kultur:
Vi vender vores blikke mod fortiden dens idealer tro, engagementer, dens syn på fremtiden og udstiller dem som æstetiske former, dvs. gør dem til produkter -til forbrug.
Udover de indlysende eksempler fra populærkulturen (Stranger Things, Bladerunner 2049, Cyberpunk 2077, The Walking Dead, etc.) kan vi også gå til kunsten og byrummet. Graffiti-kunstneren Banksy malede et billboard over i hvidt. Nedenunder signerede han værket “The joy of not being sold anything” - glæden ved at man ikke skal købe noget. Pointen med Banksys kunst er at den ikke bør sælges, han maler graffiti i byen, han gør byen til noget andet end den var. -Og så alligevel fandt man et af hans værker på en garage, man tog væggen ud og solgte den til et 6 cifret beløb.
Er byen holdt op med at bevæge sig eller bevæger den ikke længere os?
Svaret på dette var at der lå en mulighed af en by ventende derude. Vi skal turde at fortælle hinanden nye historier, for derefter at ændre byen som borgere.
Helsingør er tænkt i forhold til dens fortider, set igennem nutidens optik: Det er en middelalderby med Kronborg, toldkammeret og de små kroede gader. Det er en havneby med skibsværftet, havnen og arbejderfortællingen. Byen bevæger sig baglæns, men tænker sig forlæns. Den er blevet en hauntologisk by – en by der er hjemsøgt af dens fortider. En af de fortider er endda noget der aldrig har fundet sted: Hamlet er et stykke skrevet af Shakespeare, og byen har påtaget sig en fiktiv rolle, den er blevet en repræsentation af sig selv: Hamlets by. Har borgerne virkelig påtaget sig Hamlet som en fælles identitet (som der står i kulturpolitikken vision 2020)? Eller er vi gået lidt for langt i jagten på at sælge den næste kultur -og turismebillet?
Hvis vi skal tænke med Fisher er Helsingør en by der er hjemsøgt af sine fortider, det er en by der bruger kulturen som instrument for omsætning, det er en by i konkurrence med andre byer. Hvordan vil vores nutid blive fortalt i Helsingør om 300 år?
Første gang bragt i Helsingør Dagblag d. 05 maj 2021
https://helsingordagblad.dk/artikel/klumme-2021-3-2(2)